Forældre indlæg: 

Vore oplevelser ved Annettes flytning til Hjertebo

Af Magda og Gunnar Andreassen

Annette på 50 år er vores ældste af fem børn. Hun har været fysisk og psykisk handicappet fra hun var spæd, og har boet hjemme det meste af sit liv.

På et tidspunkt indså vi, at hvis den dag kom, hvor vi ikke længere havde kræfter til at passe Annette hjemme, ville det blive ret vilkårligt, hvilke forhold man fra det offentlige ville tilbyde hende. Denne tanke kunne vi ikke leve med.

Annette flyttede hjemmefra som 47-årig til en privat døgninstitution.

Hun har tidligere boet på institution et par gange, men det har altid været vanskeligt både at aflægge besøg hos hende og at få hende af sted efter besøg hjemme, da hun ikke ville slippe os. Enhver kan forstå, at det ikke er optimalt, hver gang man må tage afsked med ens barn at skulle gøre det under gråd og protest.

Da vi så erfarede, at man var i gang med at forberede et nyt bofællesskab i Kristelig Handicap Forenings regi, satsede vi på at få plads her. Det klare mål for denne organisation er netop at skabe et varmt, kristent hjem i trygge rammer om dagligdagen. Vort håb var, at man her kunne give Annette en tilværelse, der kunne minde hende om hendes eget hjem.

Det lykkedes da også at få Annette ind på Hjertebo fra hjemmets start.

Hjertebo er helt nybygget med optimale rammer at udfolde sig i, men vi véd udmærket, at der skal andet og mere til for at skabe et hjem. Gennem åbenhed, tillid og varme er det lykkedes på Hjertebo, og vi er overbeviste om, at det skyldes, at man her ikke blot har nogle fine professionelle målsætninger at holde hinanden op på, men at alle i enighed lever kristentroen ud både i dagligdagen, og når det er tid til fælles hygge. Både på Hjertebo og i Hatten, hvor Annette er i beskæftigelse nogle timer daglig, har alle vist, at det kan lade sig gøre.

Vi glæder os virkelig over, at Annette er faldet godt til og nu endelig har fået et sted, hvor hun ikke bare er glad for at være, men hvor hun kan modtage besøg, kan glæde sig over at vise sit hjem frem og tilmed kan tage afsked med os forældre, uden at personale må medvirke og holde hende tilbage.

Vi glæder os også over den gensidige tillid, varme og nærhed, vi som pårørende altid møder i vores kontakt med Hjertebo.

En forældres oplevelse af Hjertebo

Af Birthe og Arne Silkjær

I vort "Hjertebo" har der altid været et ønske og en bøn til Gud om, at Ditte skulle bo i et kristent bofællesskab. Når der har været talt om Dittes fremtid med amt og kommune, har vi altid ladet dem forstå, at der ikke var den mindste tvivl om, at det var Kristelig Handicaps botilbud der var målet, den dag Ditte skulle flytte hjemmefra.

Kampen i og for at nå dette mål har været, at få de offentlige myndigheder til at forstå, at den kristne tro og det kirkelige liv, skulle være en selvfølge i dagligdagen og ikke et tilvalg der kunne gøres. Vi ville gerne

selv vælge, hvor Dittes hjem skulle være. Geografien skulle ikke være alt-afgørnede, men det handlede mere om det rette hjem, hvor troen og håbet kunne styrkes, uden spørgsmåltegn.

Ditte var med på sidelinjen til de første informationsmøder om det nye bofællesskab på den gamle skole i Hvam, det første spadestik sidste år, rejsegildet i februar i år og enkelte besøg frem til indflytningsdatoen.

I forbindelse med forberedelserne til "Hjertebo", blev der købt nye møbler, som blev sat op i stuen, så hun ikke skulle føle, det hele var nyt, den dag hun flyttede. Der blev også købt nyt tøj og andre ting der skulle med i det nye hjem.

Ditte var nok ikke helt klar over, hvad der skulle ske, men efter flere små besøg på "Hjertebo", begyndte hun, at forstå hvad det hele handlede om. Især i de sidste par uger inden indflytningen.

Den 6.august rykkede Ditte teltpælene op fra Mors og flyttede til Gl. Hvam. Det var en særlig dag med mange blandede følelser. Nu var dagen kommet, hvor vi skulle overdrage vor elskede pige i andres varetægt og sige tak for 22 lærerige og lykkelige år sammen med hende, for det meste på meget tæt hold.

Gud havde givet os en helt speciel gave/opgave i hende, som vi har taget os ganske særligt af. Hun er stadigvæk vores kære Ditte, men nu har hun fået sit eget sted, blandt kærlige og omsorgsfulde mennesker, der får hverdagen til at fungere og kan dele glæder og sorger med hinanden.

Hvordan er den første tid så gået?

Der må vi sige, det er gået ud over al forventning. Fra dag et har Ditte følt sig hjemme, og har på intet tidspunkt vist utilfredshed med hendes nye hjem. Vi andre har også oplevelsen af, at på "Hjertebo" er der en helt særlig atmosfære. Personale og beboere er som en familie, der har omsorg for og kærlighed til hinanden. Det er ingen institution, men et bofællesskab - et Hjem.

Det viste sig også ved Dittes fødselsdagsfest d. 10. aug. Hvor alle beboer, meget af personalet, mange venner og familie var med, så det blev en fantastisk dag. Hvor vi glædede over det fællesskab vi så og mødte, der var fantastisk.

Vi som forældre er trygge, glade og rigtig taknemlige for dette sted som vores datters nye hjem. Vi tænker varmt på alle de mennesker der har været med til, at bane vejen til "Hjertebo", og sender dem en stor Tak. Den største TAK sender vi dog til vores kære far i himlen, for den plads han har til Ditte.

De taknemmelige forældre

Birthe og Arne Silkjær